Vi starter dagen med yoga undervisning. Den daglige rytme, som forener krop og sjæl. Vi gennemfører ca. en time og 15 min med fælles øvelser med fokus på din holdning, balance, styrke, smidighed og vejrtrækning.
Yoga betyder at forene. Yogaen påvirker både din fysik og din mentale tilstand.
På det fysiske plan øger yogaen både din styrke og din smidighed – og giver dig en bedre fornemmelse af din krop, en større kropsbevidsthed.
På det mentale plan har vi som mennesker forskellige behov. Nogle af os har brug for at øge vores energi, andre at dæmpe vore tanker, nogle af os har brug for at trække vejret dybere. Uanset din tilstand om morgenen kan yogaen virke styrkende og helende.
På skolen tilbyder vi at udvikle dit eget yoga-program, som passer til dine behov – fysisk og mentalt. Mange af os vestlige travle mennesker sidder meget – og arbejder i stillinger, som belaster kroppen. Her går vi ind i dialogen med dem, som ønsker det – for sammen at udvikle det program af øvelser, som du har behov for.
Yoga filosofien vil blive præsenteret. Specielt yogaens samlede syn på vores sundhed finder vi inspirerende. Herunder at vi hver især er individuelle sinds- & krops-typer.